”So how much do you get!” spurgte manden.
Han var metroarbejder, formentlig Italiener og havde lige undskyldt for, at de larmede, da vi pegede op på vores hus og sagde, at der boede vi. Hvortil vi høfligt svarede, at det ikke gjorde noget, vi fik jo kompensation.
Det var på sådan en åben dag, hvor man kunne komme ind og se byggepladsen. Vi var defileret lidt væk fra det egentlige eventområde, med juice, popcorn og plastichjelm til barnet. Ned i den anden ende, hvor vi mødte fyren. Han talte ikke godt engelsk, men ville gerne vise os rundt. Vi var de eneste gæster lige der og det var ikke en del af den officielle rundvisning.
Da han viser barnet sit hundetegn og peger ned i skakten, får man fornemmelsen af, hvad det faktisk er for et job. At den måde man møder ind hver dag, må minde om minearbejdere eller soldater. At det er et arbejde, hvor man i løbet af sin dag, kan ende som part i en hændelse, hvor det vil være nødvendigt med et sådant hundetegn, for at nogen – nogensinde – vil vide, hvem man var.
Det tænkte jeg på, da jeg for nyligt var jeg på date, med en anden metroarbejder.
Jeg havde ret hurtigt fornemmet, at det nok ikke var den type arbejde han varetog.
Han er også udlænding, har arbejdet rundt omkring i verden, men har nu været på metroen i København i otte år. Ingeniør. En sød mand, der virker lidt malplaceret i sit slipsejob. Vi talte om Danmark, at det er fedt at man kan cykle alle steder i København. At han godt kunne lide lugten på Christiania, selvom han ikke ryger mere. At der ikke er så meget klassesamfund. At han oplevede, at også hans chefer var i øjenhøjde.
Jeg fortalte ham om oplevelsen med minearbejdertypen.
Hvordan vi stod der, og kiggede ned i skakten.
Hvor flov jeg var, da jeg svarede manden på, hvor meget vi fik i kompensation pr. måned for svige og smerte. For larm. Og jeg fik fornemmelsen af, at det nok var mere, end mandens månedsløn.
Det sagde ingeniøren ikke så meget til.
