I nat drømte jeg, at min veninde havde en pik. Hun sad, nøgen, i det der vel er en klassisk pose, den ene fod oppe på stolen, det andet ben hang ned. Pikken ligeså, langs hendes lår. Den var relativt stor, for et ikke-erigeret lem. Jeg skjulte min overraskelse og måtte koncentrere mig om at se på hendes ansigt, sådan som nogle mænd vist kan have det, når de taler med en kvinde med en dyb nedrigning. Skammede mig over, at der åbenbart var noget, der var gået min næse forbi. Tænkte på hendes kæreste, hvor cool han var, at han var fin med det.
Det kan man sikkert tolke alt muligt freudiansk ud af. (”Hun trænger til noget pik!” i kommentarsporet…og jo tak, det gør man vel altid (alt efter præferencer), om end sjældent fra ham der skriver det!).
Bortset fra det, bar drømmen helt sikkert dagsrester med, fra de sidste par uger, hvor jeg har tænkt og talt utrolig meget om køn, i både forventelige og overraskende kontekster. Og så fra ferniseringen i aftes, Art & Porn, på Charlottenborg.
En udstilling, som viser forholdet mellem porno og kunst, gennem de sidste 50 år, siden pornoens frigivelse.
En udstilling, som jeg nok skal se igen, da ferniseringer jo ofte driver blikket mod crowd watching, fremfor at give plads til at dvæle ved værkerne – og der er ganske mange videoer, som jo kræver at man bruger noget tid på det.
Men også en udstilling, som umiddelbart, for mig, har noget tørt og hengemt over sig, som den historiske gennemgang det er. Som jo kan være interessant nok i sig selv, men når vi nu er i kunstens arena, havde jeg ønsket mig at de havde taget den videre. At jeg var blevet rørt/overrasket/provokeret/tankevakt.
Bevares, den er jo fuld af fine værker, af skønne all time favorite-kunstnere for at nævne nogle få, som Elmgreen & Dragset, Cindy Sherman, Wolfgang Tillmans, Pippilotti Rist etc. Også lille håndfuld kunstnere med baggrund i sexbranchen, som Annie Sprinkle & Beth Stephens, der har en fin feministisk og humoristisk approach. Eller Sarah Lucas Mega Penis (som Per Vers ville kalde den), placeret ovenpå en knust og komprimeret bil, som en kommentar til mænd-biler-potens-tingen. Et værk som jeg fik lyst til at røre ved. Og som mindede mig om det, man kan se med de klassiske skulpturer af kvindekroppe, som får mærker bestemte steder, fra gæsternes begejstring. Hvor mon denne vil få mærker? Vil den det?
For at nævne nogle få.
Og noget af det kommer da også under huden, som porno jo gør – det er derfor det virker! Der var smil på ansigterne og en vis opstemt atmosfære. Men det, at de fleste af værkerne jo er kritiske overfor pornoen, og de magtforhold den er et meget konkret billede på, berørte mig ligesom kun på en teoretisk måde.
Måske er det fordi vi er i kunstens rum, at den hvide kube gør én lidt immun, man er indstillet på, at blive provokeret, så der skal meget til.
Måske er det udstillingens indirekte budskab, at vi er så vant til pornofiseringen, at det bare er come il faut, business as usual..?
Jeg savnede i hvert fald noget.
Hvordan ville det f.eks. virke at lave en reenactment af Bjørn Nørgaard & Lene Adler Petersens performance, “Kneppemaskinen” (som på udstillingen er repræsenteret gennem en video, hvor vi ser Lene Adler, spændt fast til forskellige, flotte trækonstruktioner, blive knaldet af husbonden)? Nu med gamle, nøgne kroppe, noget vi nærmest aldrig ser i mediebilledet. Og da slet ikke i forbindelse med sex. Hvordan ville det virke? Old, white male, som undertrykker…ja, hvad undertrykker han egentlig? For hvis kvinden ligget lavt rangeret på magtskalaen generelt, så er den gamle kvinde jo nærmest udenfor kategori. Er det overhovedet interessant at ydmyge og undertrykke en gammel kvinde? (Hvis hun da ikke lige er din forhadte mor, men det er en anden historie).
Jeg savnede en stilhed.
Jeg oplever at udstillingen, på en godt nok lidt tør måde, i sig selv kører med på den kapitalistiske maskines logik, bigger better faster more, som jo passer utroligt godt sammen med pornoens logikker.
Den åbner ikke for en ny oplevelse, der kommer under huden, på en anden måde.
Hvilket fik mig til at tænke på en anden sammenhæng, som jeg synes gør det: Nemlig den pinlige, rødørede stilhed (og refleksion!), der kan opstå under en UkeleleHanne koncert. Når Hanne sidder dér, med instrument, opsat hår og sin fine, røde kjole og ligner noget fra den klassiske koncertverden.
Og fortolker Emil Stabil:
”Pige så våd, jeg ka’ svømme i hende
Hun la’ sin fisse røre jorden, vasker gulvet med den
Hun er swimmingpool, hun er swimmingpool…”
Eller Suspekts Sut den op fra slap, her fra andet vers:
”Rav på min røv og rør mine rynkne dadler
Sut mig op fra slap, kælling, jeg løber ikk’ med sladder
Vil pis på dig, når du bader, gi’ dig skridtskader, når jeg lader op til guirlande-show
I dit fjæs i kaskader, stik mig flade, fordi du hader og mader dig selv med min pik, bitch.”
Et grin, et host.
Så bliver der stille.
