Så åbnede vi for kapitel 2, i det der med krampeanfald, natten til onsdag. Som sikkert nok så hedder noget med epilepsi.😟
Hvilket minder mig om, hvor skævt det er, at man ikke bliver krediteret mere i dette samfund for sit forældreskab.
Alle de kompetencer man opnår ad den vej, som hverken tæller på anciennitet eller pensionsopsparing.
Omstillingsparathed fex.
For hvis man må være lidt blæret, og det må man godt, synes jeg sgu at jeg brillerede ret heftigt med mine mom skills og evne til denne gang at stay cool: Tale med rolig, empatisk stemme til den 7 årige imens han krampede (og ikke bare skrige hans navn i desperation, selvom han igen var helt udenfor kontakt). Vække storebror med bløde skub og rolig stemme. Kun lyde en smule presset, da han ikke kan finde telefonen…
Være cool med at ambulancen bare kommer stille og roligt, uden udrykning, da kramperne går over imens jeg taler med 112 manden.
Godt nok synes, at faderen godt må se at tage den telefon, at jeg har brug for ham her, men kun lyde lidt frustreret, indtil det lykkes at nå igennem i andet forsøg…og hele tiden vide, at jeg jo har gjort det alene før, så vi klarer den nok igen, uanset.
Selvom sønnen kun lige er begyndt at ligne sig selv og endnu ikke har svaret på hvad katten hedder, så jeg ved om hans hjerne er intakt, tale rimelig overskudsagtigt med redderne, da de kommer. Beslutte hellere at ville observere ham herhjemme, end at skulle indlægges igen, når de siger at det er fornuftigt (jeg har jo freakin’ født ham hjemme!).
Åbenbart være så nørdet, at jeg må kommentere på den ene redders pack, da de går, at den er cool, ligner noget fra Ghost Busters. Så de begge bliver helt kække, you ain’t seen nothin’ yet-agtige, om hvad de kan hive frem, nede fra bilen.😎
Eller hvad med robusthed, som jo er så populært, nu da stress løbende lægger en god del af arbejdsstyrken ned…
Som mor kan man ikke lige melde sig syg og gå hjem. Det der tog, du er stået på, det kører og du skal tage den styring, uanset at du kun har sovet i omegnen af en time og dit søvnunderskud svarer til en promille der ikke gør dig førerdygtig i trafikken.🤯
Og din verden føles usammenhængende og er det jo reelt også, du er reelt på ukendt territorium. Og kun lige i gang med at lære dets ruter og teknikaliteter at kende.
Og du kan mærke, at alt det du har lært om, hvordan de primitive instinkter tager over, når du har stress, det er i fuld sving. For en gangs skyld er det det dog af reelle årsager, det er faktisk liv eller død.
Som ungen konstaterede, for et par uger siden: “Mor, du kan også godt blive bange. Du kan være bange for at jeg dør.”
Det kan jeg. Det er jeg.😳
Jeg er også pisse bange for almindelige ting, som at gå i seng og sove. For sidst jeg sov, vågnede jeg til et mareridt. Bange for ikke at vågne, for hvad kan der så ikke ske. At man sådan helt alvorligt kan have en tanke, der siger: Jamen du kan jo ikke lade være med nogensinde at sove igen! Men hvor det lige en overgang virkede som den mest fornuftige løsning.
Som knægten, der har været henvist til madras på gulvet, da han sover som en sumo-bryder, sagde, om at han nu igen er tilbage i min seng: Mor, i nat er det ligemeget om du sover. Det er vigtigere, at du kan høre mig.
Og sådan er det jo, at så længe ungen lever, så lærer jeg nok også at leve med det.
Som mor udvikler man også ambitioner og interesse i ny viden…
For nu vil jeg jo vide noget mere, hvis det er epilepsi, så vil jeg sgu da være ordentligt klædt på!
Men når man så spørger efter, hvem man skal henvende sig til, har vi redderdamen, som siger egen læge og egen læge som siger ambulatoriet og ambulatoriet som siger børneafdelingen og børneafdelingen som siger ambulatoriet og ambulatoriet som siger børneafdelingen…
Og så minder det næsten om et eventyr, et af de onde, som ikke er skrevet for børn, men med en poetisk skønhed i de absurde gentagelser, den gordiske knude, gåden der skal regnes ud, før alt – måske – bliver godt.
Og det kan man så gå og vente lidt i spænding på…
Og under tilberedningen af aftensmaden kan jeg alligevel blive lidt stolt over at jeg næsten kan huske alle vers og karakterer i den med husbonden, der sender Lasse ud, for han skal høste havren, som har noget af den samme repetetive logik. Og hvor alle ender med at komme hjem, uden prygl og brand.😌
Og så er der øjeblikke, ret mange af dem faktisk, som i morges, hvor jeg sidder ved spisebordet med min kaffe og en solstråle rammer ind. Stilhed, bortset fra de sprøde lyde af legoklodserne, som barnet roder med på gulvet, på den ene side af bordet, katten der gnasker i et eller andet på den anden side og det hele føles så normalt.🙏
