’Du har en lækker krop. Jeg har sixpack. Mærk!’ var ordene, fra en fyr i nattelivet, i weekenden. Hvorpå han flåede T-shirten op og min hånd ind under den. Hvilket ikke rigtig virker (på mig). Men fik mig til at tænke over det skøre i konceptet omkring scorereplikker. Og på en anden fyr, og en ret fin flirt, som (af årsager jeg har glemt) startede med, at han fortalte mig, at han havde navleeksem.
Som minder om, at det vel er i sprækkerne til det imperfekte, at muligheden for rigtigt at møde hinanden opstår. Ikke fordi jeg tænder på mandeinfluenza. Men fordi det bliver så trist og stift (og hårdt – som et vaskebræt😉) når vi er alt for optagede af at tro, at vi skal leve op til en eller anden given standard, som vi måler os selv og hinanden på.
Eller som Mr. Cohen siger det:
‘Ring the bells that still can ring
Forget your perfect offering
There is a crack in everything
That’s how the light gets in’.
