Ting man vænner sig til ikke at gøre:
At kigge en mand i øjnene.
I går formiddags sad jeg på Absalon og arbejdede. En mand, nok omkring 50 år, kommer i min retning for at fange en bordtennisbold og jeg peger venligt ned under mit bord og siger at bolden ligger der.
”Jeg var heldig at den røg over til jer!” svarer han og kigger på mig og de to piger, der sidder, med ryggen til, foran mig.
Og på et splitsekund går min status fra at være en hjælpsom medborger, til at være objekt for hans fantasi. En kategori: ‘Unge kvinder’. Da bolden er røget nærmest så langt væk fra bordtennisbordet og hans spil, som den kan, og jeg jo ikke gjorde mig andre anstrengelser end at pege på bolden, kan jeg ikke tolke det anderledes.
Og det er så her jeg retter blikket koncentreret mod min skærm. Og undgår øjenkontakt når jeg passerer ham og hans ven på vej til toilettet.
Jeg kunne jo godt have spurgt ham, hvorfor det var, han tænkte at han var så heldig? Men jeg formoder, at han nok bare ville se det som en invitation. At han selv tænker, at han er ude i noget med noget kompliment.
Og ruten fra at være noget nær verdens ottende vidunder af skønhed, til ‘fede so’, er nogle gange kort.
Og det er sgu ikke fordi jeg har et problem med random flirt i det offentlige rum. Jeg gør det jævnt hen selv… Men flirtens væsen er jo legende, inviterende, ikke reducerende og kategoriserende (‘unge kvinder’). Den gode flirt er jo netop kendetegnet ved, at man føler sig set, som noget ganske særligt, i lige dette øjeblik, af dette ene menneske!
Og så kan man selvfølgelig sige, at det er en bagatel, det var jo ikke noget der ødelagde min dag. Og måske forekommer dette lige så ofte for fyre, sådan uønsket at blive gjort opmærksom på sit køn, jeg ved det ikke..?
Men for mig, med mit køn, har det en vægt, som jeg gerne var foruden. Fordi det sker hele tiden. Og fordi der jævnt hen, bagved det der kunne ligne en kompliment, ligger en trussel om noget, der er værre.
