Jeg holder løbende såkaldte SuppeSaloner, så fik lyst til at skrive lidt mere præcist om hvorfor…
SuppeSalonen er et rum for at skabe møder mellem mennesker, med udgangspunkt i et vigtigt emne og et fælles tredje.
Det fælles tredje introduceres gennem en livskunstner af en eller anden slags, et menneske, der har noget på hjerte og udtrykker dette gennem en kunnen, der som oftest er kunstnerisk, men også kan komme til udtryk som f.eks. et særligt politisk eller filosofisk engagement.
Aftenen indledes med at man spiser sammen, hvilket en af de performende gæster kommenterede på, er en meget intim måde at mødes. Det havde jeg ikke selv tænkt over på forhånd, men det er sandt.
Det jeg til dels havde tænkt over på forhånd er, at det at starte med at mødes omkring et måltid, flytter en smule rundt på rollerne. Tager lidt af glamouren af den gæst, som kommer for at performe sin ting. Ikke fordi jeg vil pille nogen ned, men fordi jeg gerne vil skabe et fundament for et autentisk møde, som ikke er bundet så meget op på de roller og kasser, som vi ofte putter hinanden i.
Det tænker jeg nemlig, – i højere grad end en klassisk performance fra en scene eller et foredrag om et emne, med en spørgerunde til sidst – fremmer en fælles undersøgelse af et fænomen, hvor resultatet ikke er givet på forhånd, for nogen af parterne.
Dertil kan jeg lide mødet mellem suppen, som jo er en fattigmandsspise og salonen, der typisk er et rum for en særligt udvalgt og formentlig begavet skare.
Suppesalonen er således et rum, der i princippet er åbent for alle.
Det er også et intimt rum, ikke bare på grund af at man spiser sammen, men fordi der også er en begrænsning på deltagerantallet. Jeg har nogle gange tænkt, at det var ærgerligt at det kun er så få, som får del i en sådan aften, da jeg jo altid synes at det der foregår, er utrolig vigtigt og dermed noget, som mange kunne have glæde af.
Men omvendt er netop noget af SuppeSalonens raison d’etre, at være en modpol til mange af de kapitalistiske logikker, som er blevet en så stor del af vores liv, at vi ikke engang tænker over, hvor dybt det har gravet sig ind i vores helt private følelsesmæssige og kropslige forankring i verden.
”Lidt har ov ret,” som min vestjyske bedstemor ville sige det. Småt er godt!
Men hvis man ikke skal fortabe sig i jingle-venlige slogans, kan man sige, at med suppesalonener vil jeg vel gerne slå et slag…
For langsomheden.
For retning uden mål.
For kompleksiteten – at noget ikke skal kunne sælges, med én sætning.
For fællesskabet, fordi det er i mødet med det andet menneske, at vi opdager hvad der egentlig er vigtigt.
Du kan læse mere om suppesalonerne og se hvad der er på programmet næsten gang, på salonens Facebookside.
