”Du ligner Annie Lennox! Altså, du er sexet, ligesom Annie Lennox er sexet…” hed det på en bar, på Vesterbro, i fredags.
Bare et par timer forinden, havde vi siddet og snakket om det, de kommentarer, i forlængelse af at være inde at se En fandens mand, med Anders Haahr Rasmussen.
For nogle uger siden, på en anden bar på Vesterbro, var det noget med: ”Det er modigt af dig! Det kræver et flot ansigt at kunne bære det, altså det har DU jo! Men det er modigt af en kvinde.”
Det er hår det handler om. Kort hår. På en kvinde.
Og kommentarerne falder i rap.
Jeg syntes selv, at jeg var ret modig, da jeg lod det hoftelange hår falde for et par år siden og det var en stor beslutning. Men kun fordi jeg godt ka’ li’ at gøre tingene to the max og vidste at det tager mig 6-7 år at gro det lige så langt igen…at det kunne blive 7 magre år, med dårlig hårdag.
Jeg havde ikke tænkt over, i hvor høj grad, at man som korthåret kvinde indskriver sig i en samfundsfortælling om kvinders værdi og skønhed og mod (og magt?). Som mænd – (mest mænd, i hvert fald, kvinder gør det på en anden måde) taler ind i, som om det er et givet faktum, noget vi alle er klar over, at du som kvinde faktisk er lidt på kanten, med det der korte hår. (At ikke alle mænd synes Annie Lennox er sexet?) Men også, at det er deres privilegium at evaluere på det. For pludselig er et kompliment jo ikke bare et kompliment, men et kompliment på trods. Jeg ser godt ud på trods af, at jeg går på kompromis med normen. Og at jeg faktisk skal føle mig lidt heldig, beæret. Havde jeg nu ikke haft det der kønne ansigt og heller ikke noget hår, der i det mindste kunne have givet mit udseende lidt mere værdi, havde de nok slet ikke kigget i min retning. Skal jeg vide.
Det lyder måske lidt uforskammet, men nogle gange føles komplimenter slet ikke som det, de vel er ment som – at man gerne vil give den anden en smule af sig selv, et verbalt kærtegn (eller ha’ ngt på den dumme). Men mere som en korreksning. ”Vi vælger at se igennem fingre med det denne gang, men du skal vide, at din værdi er i fald.”
Mon det også sker for mænd. Langhårede mænd? At de får at vide, af kvinder, at de er modige og heldige med deres maskuline fjæs, deres skægstubbe? (Jeg er af en eller anden grund ikke i tvivl om, at andre mænd nok skal finde ud af at evaluere på den langhårede mands værdi, alt efter tid/sted/mode. Og at det kan udløse noget, der er værre, end et lidt kikset kompliment.)
For min del er det jo ikke sådan en MeToo ting, hvor man nu ikke kan give mig komplimenter. Jeg elsker komplimenter! Både at give og få. Og det kan gøres på så mange måder!
Som de 4 damer på mit meditationskursus, som uafhægigt komplimenterede min læbstift i mandags. Eller fyren der sagde, at han rigtig godt kan lide hvordan jeg smiler med øjnene, i torsdags. Eller naboen, der sidste torsdag kommenterede at mit hår var fedt, lige da jeg kom hjem fra frisør. Eller John, på en anden bar på Vesterbro fredag, der blev ved med at fortælle mig, hvor godt den røde sweater klædte mig. Eller søde Barbara, der løbende fortæller mig, at det er helt rigtigt med det der hår, at jeg ligner en teenager. Og henter croissanter og drinks og sager vi skal dele. Eller Aage, på Loppen i aftes, der siger at jeg dansede fedt og spørger om han må dufte til mig, når jeg står med svedperler på læben og lige har hoppet ret meget mere rundt i min uldbuks, end komfortzonen tillader, og føler mig rimelig sådan au naturel.
Og jeg tænker, at det korte hår helt sikkert har ladet mig indtræde i 7 fede år, comfortable in my own skin. Uanset hvor mange der synes, at Annie Lennox er sexet.
Anders afsluttede sit stykke så fint i fredags med at dele kolde bajere ud til publikum og lægge op til at vi joinede ham på scenen, for at fortsætte debatten/undersøgelsen af alt det her med køn.
Vi tog vores øl med udenfor, damerne skulle ryge…
Men hermed et lille indspark, til dig Anders, fra mit mudderhul…
Hvor jeg sikkert er lige så blind, for en masse vinkler på det her, som de stakkels mænd jeg kritiserer.
To be cotinued…
