Hold kæft hvor er jeg glad for vores sundhedsvæsen, når jeg som i nat, pludselig sidder med den 7-årige i armene og er bange for om han er ved at dø fra mig, i et krampeanfald, med fråde om munden og udenfor al kontakt.
Og hvor jeg, selvom den 10-årige er en stjerne, til at hente telefonen og trykke på taster, og ikke freake ud over at moren er totalt hysterisk i forsøget på at vække den lille, kan føle mig udfordret af at skulle udvise voksenkompetencer, som at kunne huske talkombinationer, som 112 og 1813 og personnumre. Og at kunne gennemskue hvad det giver mening at anvende hvornår.
Så er det sgu ret stort, at damen i røret er fattet og hjælpsom, at ambulancen ankommer prompte, så den største udfordring er at huske at pakke hættetrøjer, tandbørste, at katten ikke løber ud…
Og redderen i ambulancen taler anerkendende til barnet, som får lov at ligge oven på moren på båren.
Og at blive mødt på hospitalet af en lang række søde og kompetente mennesker, der er i øjenhøjde.
Tak for det!🙏
Vi er nu hjemme igen, den 7-årige heldigvis mest bare begejstret over, hvor sejt det hele var. Og lidt bekymret for at kammeraterne skal blive forskrækkede over det store sår han har på hagen, fra løbehjulsstyrt, som formentlig (forhåbentlig!) er årsag til kramperne.
Han beskriver selv forløbet sådan her
🚑😢😴🤕🦷📞🥪🥖🥐🌙🤡😷🤤😊
Og har lært nye ord, som ‘patient’ og ‘fråde’.
Jeg afventende, prøver at falde ind i rollen som lidt mere hønemor, end vanligt. At jeg pludselig igen har et barn, der ikke bør være alene i længere tid, som da han var 3. For en tid. Forhåbentlig.🙏
I nat sover vi sammen, alle tre.❤️
